Det kan betale sig at holde øje med sin bolig og få
udbedret skader, inden de medfører ødelæggelse
på omkringliggende konstruktioner. Her er nogle
vigtige indsatsområder:
BADEVÆRELSE: Hav fokus på vådområderne og tjek jævnligt fuger, vandrør, installationer og afløb. Nedsivning af vand ved utætheder kan forårsage fugtskader, råd og skimmelsvamp.
BYGNINGSDELE: Bygningens udformning har afgørende betydning for dit indeklima.
Læs mere om bygningsdele
BYGGEMATERIALER: Hold øje med "Indeklimamærket" hvis du vil sikre dig byggematerialer med dokumenterede gode egenskaber i forhold til indeklimaet. Byggematerialer kan være kilder til forringet luftkvalitet og dermed af stor betydning for ventilationsbehovet.
EFTERISOLERING: Da varme stiger opad, er loftet et godt sted at begynde efterisoleringen. Vær opmærksom på, at tagkonstruktionen stadig skal kunne ventileres. Hulmurs-isolering og nye vinduer giver også en effektiv energi
besparelse.
FACADER: En muret facade skal efterses for ødelagte sten og fuger. Vinterkulden kan på den pudsede facade have løsnet kalk- eller pudsflager. Vand kan trænge ind i muren med risiko for fugtskader.
HUSET OM VINTEREN: Boligejeren har pligt til at rydde sne og gruse fortovet hver dag. Vintervejret kan også medføre fugt-skader som følge af fygesne på loftet og skader på vandrør. Hold øje med loftet og isoler vandrør i uopvarmede rum.
INDDÆKNINGER OG SKOTRENDER: Af hele tagfladen findes den største risiko for indtrængning af vand ved skotrender og inddækninger. Det kan både være konstruktionsfejl og slitage. Se både efter skader udefra og indenfor i selve tagkonstruktionen.
INDEKLIMA: Indeklimaet påvirker vores almene trivsel. Det kan være selve huset, der trænger til efterisolering, men vores vaner har også en betydning. Udluftning er vigtig, men undgå også fugt, træk og giftige materialer.
KLOAK: Hos kommunen fås en oversigt over, hvor kloakledningerne løber. Hvis der synker jord i området, kan det være tegn på et kollapset kloakrør. Skader fra en utæt kloak kan skade sokkel eller trænge ind i kælderen.
KULDEBROER I VÆGGE: Kuldebroer opstår, hvor kulde kan trænge ind i huset og kan skyldes utætte konstruktioner eller manglende isolering. Efterisolering kan ofte afhjælpe problemet, og så kan du spare på varmen samtidig.
Se hvordan vi kan hjælpe dig med at finde utætte konstruktioner.
KVISTE OG KARNAPPER: Efterse materialerne på kviste og karnapper for skader. Undersøg overgange og inddækninger for revner, huller og tæring og se træværket efter for afskallet maling.
KÆLDER: Trænger der vand ind i kælderen, kan det give problemer med fugtskader og skimmelsvamp.
Læs mere om kælder og fugt
KÆLDERSKAKTER OG LYSKASSER: Rens bunden af skakter og lyskasser for blade og affald. Er afløbene stoppede, kan regnvandet ikke komme væk, og der opstår risiko for skader på sokkel og indtrængning af vand gennem vinduer og døre.
MEKANISK VENTILATION: Ventilationsanlæg indeholder ofte en række kilder til luftforurening og gener som træk, støv og støj.
Læs mere om ventilationsanlæg
RØGALARMER: Sæt røgalarmer op, især i nærheden af soveværelserne, og tjek regelmæssigt efter, at de virker ved at holde den lille knap nede, til der kommer en hyletone. Støvsug alarmerne jævnligt for støv og snavs.
RÅD OG SVAMP: Råd og svamp opstår, når organiske materialer udsættes for fugt. Fugt kan f.eks. komme udefra gennem utætte konstruktioner eller indefra pga. dårlig udluftning efter bad, tøjtørring, madlavning eller utætte rør.
TAGET: Efterse jævnligt taget for fejl såsom revnede eller manglende tagsten, revnet tagpap, snavs og mos. Ved flade tage er rensning af taget ekstra vigtigt. Vær opmærksom på, at nogle ældre typer tag kan indeholde asbest.
Læs mere om vedligeholdelse af taget
TAGRENDER OG NEDLØBSRØR: Defekte tagrender og nedløbsrør kan medføre fugtskader. Undersøg om tagrendens fald er korrekt og rens hvert efterår efter løvfald. Vandet skal føres ned i en tagbrønd, så det ikke samles ved sokkel og fundament.
TRÆVÆRK: Det udvendige træværk nedbrydes af vejrliget og holder længere med regelmæssig behandling. Husk at også det indvendige træværk bliver slidt og skal efterbehandles.
VARMEANLÆG: Gennemgå varmerørene og se efter, om der er tegn på utætte rør, f.eks. fugtig isolering eller rustangreb. Der er lovpligtigt at få sit olie- eller gasfyr efterset af en teknisk ekspert med fast mellemrum.
VINDUER OG DØRE: Levetiden for døre og vinduer forlænges væsentligt, hvis de løbende vedligeholdes. Fjern løs maling, vask med grundrens, slib og mal. Se også sålbænkene efter for revner.
Læs mere om vinduer
YDERVÆGGE: Varmeisolering i ydervægge skal opfylde bygningsreglementes krav og være udført sådan at der ikke dannes kuldebroer og risiko for skimmelsvamp.
Læs mere om ydervægge